Kan vi heale de rasende indre børn?

Verden synes af lave. Det grænser til det vanvittige, hvad der foregår mange steder. Og jeg tror, det er på tide, at vi begynder at tale om menneskehedens evne til at blive nærmest ”besat”. Vi har set det i historiske begivenheder som Holocaust og Pot Pol og Stalintidens rædsler. Bagefter spørger man: Hvordan kunne det ske?

Men det sker, fordi menneskeheden har et latent vanvid, som for det meste forbliver inaktivt. Men i perioder blusser det op. Og vores kultur har en meget dårlig forståelse for de subjektive årsager bag dette vanvid. Men nu presser vanviddet sig igen på. Vil vi være i stand til at reagere med visdom denne gang, eller skal vi have en endnu en runde af frygtelige tyrannier?

Som at blive revet midt over…

Da jeg var 10 måneder gammel, kom jeg på hospitalet med mellemørebetændelse. Samtidig var min mor indlagt med meningitis og tæt på at dø. Det betød, at jeg i flere uger var mere eller mindre overladt til mig selv i en hospitalsseng. Ifølge historier jeg har fået, stod jeg og skreg og gjorde alt for at komme ud af den seng, jeg var placeret i – i en sådan grad, at hospitalet måtte bygge sengen så høj, at det blev til et bur. Det var voldsomt traumatiserende. Fordi jeg var så lille, havde jeg intet sprog for det, som skete for mig. Kun en følelse af desperation, som lejrede sig i mit indre som et raseri og en vrede rettet imod min mor (som havde forladt mig – troede jeg) og i forlængelse heraf det feminine: Det er ikke til stole på. Det skulle tage mig næsten 50 år at få hul på det sår, på trods af mange års dybtgående terapi.

Foranlediget af følelsesmæssigt chok for nogle år siden gik der pludselig hul på bylden, giften kom ud, og raseriet blev til sorg. En sorg så voldsom, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Det føltes som at blive revet midt over. Men bagefter var der noget grundlæggende ændret i mig – og ikke mindst en ændring i mit møde med kvinder og det feminine. Og det har åbnet for en indre fylde, jeg ikke tidligere har haft adgang til.

Når jeg vælger at dele denne meget private (og lidt sårbare) oplevelse, er det fordi, den har gjort mig følsom overfor lignende dynamikker i min omverden, og gjort mig bevidst om, hvor magtfulde disse mekanismer er.

Når folk tager afstand fra ting, er vrede/rasende, og jeg finhører ind i, hvad der foregår, så kan jeg ofte fornemme en lignende problemstilling bag deres følelsesmæssige reaktioner. Man kan fornemme det i den lidt skingre bitone, der ledsager et forsøg på at lyde fornuftig. Og man kan fornemme det på den følelsesmæssige ladning, der frigøres, hvis man stiller spørgsmål til folks yndede forestillinger.

Raseriets anatomi

Raseri er forskellig fra vrede. Vrede skyldes en grænse, som er overskredet, og går væk når grænsen genoprettes.

Raseri skyldes, at man føler sig forladt, og er en overlevelsesmekanisme. Den går ikke væk, selvom man bliver mødt i sine konkrete anklager/bebrejdelser/kritik. For det er i virkeligheden en sorg. Behovet er derfor noget helt andet. Man længes i virkeligheden efter kontakt. Efter at blive holdt om, favnet og accepteret. Man længes efter at blive hel.

Raseri kan være varmt eller koldt. Varmt raseri er udadreagerende, hidsigt, højtråbende. Koldt raseri er indadvendt og viser sig som nag, passiv aggressivitet, undlade at dele sin ærlige mening, skabe konflikt gennem ikke-handling samt indtagelse af tilsyneladende kærlig og omsorgsfuld indstilling, som skjuler en giftig modvilje. Varmt raseri er meget nemmere at genkende. Koldt raseri er omvendt en frygtelig giftig ting, der er mester i at vende tingene på hovedet.

De rasende børn i verden i dag

Når jeg kigger på det, som foregår i verden i dag, er det meget svært at ignorere, at det lyder som en masse rasende børn i voksne kroppe. Det er stærkt tilstede i den paranoide covid-19 modstand, i Trump bevægelsen, hos abort modstandere og mange andre steder.

En ting, jeg har observeret, er, at meget tit udtrykker folk en harme over et eller andet, der sker i verden. Men når jeg finhører ind i, hvad folk siger, efterlades jeg med indtrykket af, at det er omvendt: De har en følelse i kroppen og finder så en retfærdiggørelse for følelsen i deres omverden. Det er en projektionsmekanisme, som gør, at man ikke behøver at forholde sig til følelsens egentlige årsag, fordi den er placeret uden for en selv.

Det er tydeligt for mig, at vi har brug for nogle helt nye toner i vort samfund. I forhold til en vifte af problemstillinger, som påvirker vort liv, har vi brug for en ny balance. Jeg mener, at denne forandring som minimum må involvere:

  • Personlig udvikling/forvandling.
  • Institutionelle forandringer.
  • En realignment med de indre verdener/transpersonlig bevidsthed.

Det sidste er ret afgørende og ekstremt følsomt.

Nu vil jeg komme med en påstand, som mange nok vil tage anstød af:

Det kollektive raseri, vi ser i øjeblikket, er forårsaget af en dyb sorg og fortvivlelse over vores adskillelse fra det åndelige – og i særdeleshed vores tab af en levende forbindelse med det feminine aspekt af guddommen. Smerten over denne adskillelse ligger hos det store flertal dybt begravet i det ubevidste og kommer derfor til udtryk som irrationel tvangspræget adfærd. Denne adfærd har ofte et element af at kritisere/rase imod autoriteter og forestillinger om overgreb og sammensværgelser, som er stærkt overdrevet eller endog frit opfundet.

Når mennesker fx raser over Mette Fredriksens ”diktatoriske” adfærd etc. ifb. med Covid, så er dette et oprør mod ”moderen,” og det er nærliggende at overveje, om denne voldsomme vrede er ladet op af den dybere følelsesmæssige fortvivlelse, som kommer fra vores adskillelse fra det feminine – og tør jeg sige systematiske mishandling af det feminine gennem årtusinder?

Det religiøse vanvid

Der går nemlig en lige linje fra de patriarkalske religioner, hvor Moderen ikke har en plads, der er ligeværdig med Faderen, til den moderne rovdrift på jorden (Gaia) og til denne (ofte uerkendte) sorg og fortvivlelse. Faderen, Sønnen og Helligånden er den hellige treenighed i folkekirken. Og staten støtter denne religion, som har marginaliseret det feminine i 2.000 år.

Religiøs terror, angreb på ytringsfriheden, lærere som får halsen skåret over for at vise nogle satiriske tegninger. Den religiøse højrefløj i USA, som står bag Trump og systematisk forsøger at fratage kvinder rettigheden til egen krop. Disse ting er intimt forbundet.

Behøver vi flere beviser på, at religiøst vanvid ikke er en ting i fortiden, men i aller højeste grad også i nutiden? Næppe!

Men er der nogle politikere, som har modet til at se på vores eget hykleri og indrømme, at så længe vi insisterer på at holde hånden over en folkekirke, som er skåret over samme læst som dette vanvid, så kan vi ikke med integritet og tydelighed tale dette vanvid imod?

Nej, det er der stort sted ingen der tør sige!

Vejen til nogle løsninger

Hvis vi ønsker en virkelig samfundsmæssig forandring, så er der ingen vej udenom at forholde os til de underliggende subjektive (psykologiske) årsager.

Er det muligt at få en meningsfuld samtale om det, som foregår omkring os, som inkluderer dette indre aspekt af det kollektive vanvid, vi står midt i?

Det er mit håb.

Jeg har nogle idéer til, hvordan man kan gøre noget ved det, men allerførst bliver vi nødt til at begynde at tale om det her.

Dernæst skal der mobiliseres en bevægelse, som er lige dele healing og handling.

Written by : Rolf Jackson

Rolf Jackson is an author, educator and spiritual activist working in numerous fields, including leadership development, community building and spiritual politics.

Coming from a scientific background as an engineer specialized in theoretical physics (M.Sc.E.), Rolf has conducted extensive research into the foundations of modern science, psychology, and esotericism.

In his fictional writing he generally move between an outer realistic world and an inner world of causes. The relation between these two worlds forms a creative tension that has been the driving force in his work.

Subscribe to my Newsletter

Subscribe To My Newsletter

BE NOTIFIED ABOUT NEWS & UPCOMING EVENTS

Subscribe to my Newsletter

Life is a great journey – join us in creating a world that works for everyone.

One Comment

  1. Kirsten Nussbaumer November 2, 2020 at 6:23 pm - Reply

    En virkelig god beskrivelse af det, som ingen ellers taler om. Jeg er bestemt blevet klogere. Tak for det.

Leave A Comment